Flemming Christensen har skrevet en ny Enneagrambog, som handler om din blinde Enneagramtype. Din blinde type, er den type, du mindst har en relation til, og som du mindst kan fornemme, eller som du måske ligefrem har en reaktion eller aversion overfor.
I episode 250 af podcasten Enneagrammet Next Level taler Flemming Christensen med Camilla Lærkesen om sin nyeste udgivelse, som er den første bog i verden, der behandler den blinde type. Hvis du vil høre hele episoden, kan du lytte med her.
Men du kan også læse videre her og høre historien om, hvor idéen til bogen kom fra.
Under covid-19 nedlukningen i 2020 afholdt Flemming Christensen et onlinekursus i Enneagrammet som punkter. Han havde længe haft lyst til at lave et kursus, hvor vi kiggede på punkterne og ikke typerne. Når vi ser på Enneagrammet som punkter betyder det, at vi kigger på kvaliteter og ikke på psykodynamik, som vi normalt kigger på, når vi arbejder med typer.
På denne måde beskriver Enneagrammet 9 forskellige menneskelige kvaliteter, der er beskrevet af de forskellige punkter.
Undervejs på kurset oplevede kursisterne, at der var nogle punkter, de slet ikke forstod kvaliteten i, eller som de havde modstand på.
De tænkte, at hvis man var den type, måtte man have det kedeligste liv på kloden. Eller de kunne blive så irriterede på en bestemt type, at de fik lyst til at reagere tilbage ved at sige noget grimt.
Sådan en reaktion hedder en aversion.
Det kan være så voldsomt, at jeg næsten ikke kan være i mig selv, når folk omkring mig begynder at fyre en bestemt type af. Det har selvfølgelig meget lidt med andre mennesker at gøre, og rigtig meget med os selv at gøre.
Men denne her aversion, som deltagerne oplevede, den blev gnisten til arbejdet med den blinde type.
Internationale mentorer
Flemming Christensen brugte formuer på antikvariske indkøb af de gamle læreres bøger for at kigge ind i beskrivelser, som man måske også kunne kalde at være blinde på.
Og det ser ud som om, at hvis man dykker ned i de oprindelige læreres tilgang til Enneagrammet, så taler de også om, at der er noget, folk ikke kan se endnu, og som skal bringes frem i lyset på anden vis.
Gurdjieff var meget barsk i sin facon. Han kaldte folk for idioter, eller brugte sådan en gammel sufi-metode, hvor man skældte folk ud eller satte dem til at lave noget, de bare var fuldstændig demotiverede for. Hans idé var, at den eneste måde at få øje på det, som man normalt ikke kan se, det er at lave hårdt fysisk arbejde. Han mente, at hårdt fysisk arbejde ville skure personligheden så meget, at der opstod en friktion, så noget kommer til syne.
Flemming Christensen har ikke sat sine deltagere til hårdt fysisk arbejde. I stedet spurgte han sine egne mentorer, hvordan man får øje på noget, vi ikke kan se?
Hvordan får vi øje på noget, vi er blinde overfor?
Han skrev et white paper på 10 sider om sine opdagelser, og den teori, han mente at have fundet. Så delte han sine tanker med sine mentorer fra hele verden. De stillede nysgerrige spørgsmål, og Flemming skrev lange svar tilbage. Efterhånden som han skrev svarene ned, voksede hans materiale.
Og lige pludselig var det ikke længere 10 sider, men 50 sider. Teorien blev udbygget med en selvstudiedel, hvor man bliver stillet refleksionsspørgsmål undervejs om indsigter og ny læring, så man selv kan arbejde videre med emnet.
Bogen er udkommet i januar 2023 efter at have været flere år undervejs igennem et stort arbejde.
Nyt ordforråd
I processen har han udviklet et helt nyt ordforråd, en helt ny samtale-teknik og nogle helt nye værktøjer for at opdage det, vi ikke kan se.
Bogen er foreløbigt udkommet på engelsk, fordi samtalerne om emnet foregik på engelsk fra begyndelsen.
Arbejdet med at finde sin blinde type kræver nogle særlige, sproglige greb, fordi vi går ind og taler i metaforer, billeder og arketyper for at lave en smutvej til det ikke-bevidste sind på den måde. Derfor kræver det også et stort arbejde og en indsigt i Enneagrammet at oversætte bogen til dansk.
Flemming Christensen udgiver som det næste kursusmateriale på dansk, så det bliver muligt at tilegne sig viden om den blinde type på dansk.
Bestemte typer bruger bestemte ord og udtryk, når de taler om deres primære og blinde type. De ord og udtryk skal nu indsamles og integreres i arbejdet med den danske oversættelse. Når det første danske onlinekursus går i gang, vil ordforrådet udvide sig. Og det er sådan Flemming Christensen foretrækker at arbejde: gennem samskabelse.
”Og det er jo også invitationen fra Enneagrammet,” siger han. ”Det viser noget om det at være menneske, men vi har ikke den fulde sandhed alene. Det er dynamikken mellem os alle sammen, der kan skabe et mere komplet billede og en mere komplet sandhed.”
I de kommende episoder fortæller Flemming Christensen blandt andet om, hvad den blinde type er i forhold til din primære type, forskellen er på en blind type, skygger og et blind spot. Så der er masser af viden at hente om det her helt nye begreb, der hedder din blinde type.