Sikkerhed
Sikkerhed og Zoom
Der har været mange skriverier omkring sikkerheden i Zoom. Det har primært handlet om 1) at man har kunne deltage på Zoom-arrangementer uden at være inviteret og at 2) data om brugerne ikke har været opbevaret sikkert og korrekt.
Vi har fulgt udviklingen nøje hos Zoom, og det ser ud til, at de har fundet løsninger, der håndterer begge sikkerheds udfordringer.
Med hensyn til punkt 1, så har vi hos THINK ABOUT IT en udgave af Zoom, der gør det vanskeligt at deltage på Zoom-arrangementer, som man ikke er inviteret til. Den eneste måde det ville kunne ske på, er at en i forvejen registreret deltager udleverer sit login til andre. Men det vil nok aldrig være muligt at forhindre, så her må vi blot opfordre til, at man ikke udleverer/låner/deler sine adgangsoplysninger.
Med hensyn til opbevaringen og håndteringen af brugeroplysninger, så lancerer Zoom den 18. april 2020 en løsning, hvor man som bruger kan vælge, hvor i verden man ønsker sine data opbevaret og håndteret. Vi har besluttet at vælge Europa, som opbevarings- og håndteringssted, idet Europa har mere strikse kriterier hørende under GDPR (https://gdpr-info.eu/) end andre steder i verden.
Vi har endvidere været i dialog med danske virksomheder, der også har anvendt Zoom, og flere steder har man af sikkerhedsmæssige grunde fjernet Zoom fra medarbejdernes computere og bedt medarbejderne om at anvende Zoom i webudgaven.
BEMÆRK:
Vi er på ingen måde eksperter i datasikkerhed og læner os op af, hvad vi kan læse på internettet. Vi følger situationen ved også at tjekke ind hos større danske virksomheder for at høre, hvad deres it-afdelinger beslutter sig for at gøre og træffer således vores beslutninger ud fra, hvad vi kan indhente af information fra forskellige kilder. Det er dog 100% op til dig, at sikre din egen sikkerhed på din computer, din internetforbindelse og på anden måde udvise sund skepsis, hvis du fx inviteres til at klikke på links fra andre brugere i forbindelse med din deltagelse på arrangementer, hvor Zoom anvendes som platform.
Generelt
Anbefalinger til dig som deltager
Du kommer til at arbejde med en række emner, præcis på samme måde, som hvis vi skulle mødes ansigt til ansigt. Nu bliver det ikke som sådan ansigt til ansigt, idet vi alle sidder bag hver vores skærm, men du kommer alligevel til at løse opgaver sammen med 3-4 andre deltagere.
Derfor anbefaler vi følgende:
- Vi anbefaler dig at læse vores artikel om sikkerheden på Zoom. Klik her for at læse artiklen.
- Mød op til tiden, og gerne 5-10 minutter før så du kan sikre dig at din computer, tablet eller mobiltelefon virker som den skal med hensyn til lyd og billede. Du skal have din video tændt og når du skal lave øvelser med de andre, skal du have din mikrofon tændt.
- Da det er en workshop (i modsætning til fx et webinar), skal du lave øvelser sammen med andre. Du kan derfor ikke deltage, hvis du er ude og gå tur med hunden, sidder i bilen eller er på vej i bussen da det kræver, at du er fuldt ud opmærksom på øvelserne og dine medkursister – præcis som, hvis du deltog på en almindeligt workshop i et kursuslokale.
- Der vil sikkert være brug for at tage noter undervejs, så vi anbefaler at du fx sidder ved et bord fremfor at ligge i sengen eller på sofaen.
- Jo mere andre kan se dig ansigt desto bedre, hvilket betyder at jo længere væk du sidder jo mindre kan man fornemme dit ansigt. Mennesker bygger bl.a. tillid og tryghed ved at kunne aflæse ansigtsudtryk, så du kan hjælpe dem du skal arbejde sammen med ved at placere dit kamera/udstyr så man kan se dit ansigt.
- Overvej om belysningen i dit lokale er godt, så lyset fra fx et vindue ikke gør, at man ikke kan se dit ansigt. Det er som regel bedst, at du sidder på en måde, hvor du ikke har et vindue eller kraftig lampe bag dig.
- Stil dit udstyr på en fast og stabil overflade fremfor at sidde med udstyret i skødet eller hænderne. Hvis dit udstyr ikke står 100% stille vil andre blive ”søsyge” af at din skærm bevæger sig, når du bevæger dig eller bliver træt i hænderne.
- Sørg for, at du ikke bliver forstyrret under workshoppen. Måske kan du sagtens være i et læringsrum, hvor du fx har et par børn siddende på skødet, men det virker forstyrrende for dine meddeltagere.
- Vær opmærksom på de lyde, som du måtte have omkring dig, mens du deltager på online-arrangementet. Mange kan sagtens have radioen kørende, mens de deltager på et online-arrangement, men det kan virke generende for andre deltagere.
- Hvis du har mulighed for at anvende en bærbar eller stationer computer med keyboard og mus vil det være det bedste for dig, da du så både kan skrive og navigere samtidig med at du lytter og lærer. Det er vores erfaring, at du vil føle dig begrænset ved at arbejde på fx mobiltelefon.
- Hvis du anvender Zoom på telefon eller tablet, anbefaler vi du downloader Zoom app før mødet.
- I nogle undervisnings situationer vil du både have brug for at arbejde i Zoom og i andre værktøjer. Derfor kan den bedste løsning være, at du både har adgang til din computer og din mobiltelefon. Alternativt at du ved, hvordan man skifter mellem flere, der kører samtidig på din computer. Du modtager besked i din bekræftelse om, hvorvidt du kommer til at anvende flere værktøjer samtidig, så du kan være forberedt.
Generelt set, er det op til mødedeltageren at udvise disciplin, nærvær og struktur under mødet, hvor vi mere er vant til at det er mødelederen, der holder styr på mødet under traditionelle mødestrukturer. Det kræver derfor en ekstra indsats fra din side for at skabe et spændende og givende læringsrum for alle. På forhånd tak for din forståelse af den nye måde at være sammen på i disse meget anderledes tider.
Hvordan framelder jeg mig et online arrangement i Zoom?
Når du modtager din bekræftelse af en tilmelding til et arrangement i Zoom, vil du automatisk modtage en bekræftelsesmail direkte fra Zoom. Den indeholder bl.a. også en link, som du kan anvende til at framelde dig. Nedenstående er et udklip af den mail, som du modtager, hvor der nederst er et link til afmelding.
Hvordan kan jeg forberede mig inden onlinekurset?
Da vi anvender Zoom som online kursusportal, kan du med fordel hente Zoom-programmet ned på din computer. På den måde vil du have flere værktøjer til rådighed under arrangementet. Du kan anvende dette link til at hente og installere Zoom-programmet:
https://zoom.us/download#client_4meeting
Hvis du fx på grund af en sikkerhedspolitik fra dit arbejde, ikke må installere nye programmer på din computer, kan du deltage alligevel over et link til internettet. Du har desværre så bare ikke så mange funktioner til rådighed, men kan stadig deltage med lyd og kamera.
Foregår onlinekurserne og -møderne på dansk eller engelsk?
Med mindre andet er beskrevet, afholder vi alle vores onlinekurser og -møder på dansk.
Vi anvender Zoom som værktøj til at gennemføre online arrangementerne med, og Zoom udsender bekræftelser på engelsk. Vi kan desværre ikke justere den engelske tekst i de automatiserede emails fra Zoom.