Flemming Christensen har skrevet en ny Enneagrambog, som handler om din blinde Enneagramtype. Din blinde type, er den type, du mindst har en relation til, og som du mindst kan fornemme, eller som du måske ligefrem har en reaktion eller aversion overfor. Du kan naturligvis komme på kursus i at anvende den blinde Enneagram type og den nye Enneagram test, som THINK ABOUT IT har lanceret hjælper dig også med at opdage din blinde type i Enneagrammet.
I episode 251 af podcasten Enneagrammet Next Level dykker vi ned i, hvordan man kan arbejde med den blinde type, og hvorfor det er vigtigt.
Hvad er din primære type?
Hvis vi starter med den primære type, så er vores primære type det, vi normalt kalder vores Enneagramtype. Det kan være en fordel at kalde den for den primære type i stedet, fordi det skaber lidt distance til det, vi kan blive fikserede i, når vi arbejder med typerne.
Når vi kalder det en primærtype, så åbner det for en retorik og en anskuelse, hvor du også kan have en sekundær type og en tertiær type. Det kan også være, du har andre ting, du kan relatere dig til.
Og når man tager en test, så leder man jo efter sin primærtype, altså den, der scorer højest. Og så vil man undersøge med sig selv: Kan jeg se mig selv i det? Og vil andre folk sige, er det mig?
Så vores primære type er nogle vaner og mønstre, som vi bruger rigtig, rigtig meget. Hele arbejdet med Enneagrammet handler om at se de vaner og mønstre.
At finde sin primære type kræver også selvindsigt.
Der er rigtig mange, der gerne vil være en bestemt type. Inden for ledelse er der for eksempel mange, der synes, at 8’eren er den rigtige at være. Så hvis man er chef, vil man være 8’er.
De fleste af dem er slet ikke 8’ere. De hører til et andet sted. Men der er nogle kvaliteter, som de leverer på daglig basis, og derfor tror de, at de hører til som type 8 i Enneagrammet.
Men det bygger ikke på selvindsigt. Det bygger på idéen om, at det nok er smartest at være noget bestemt.
Vi identificerer os med en type
I bund og grund taler man om, at vi identificerer os med vores type. Vi identificerer os med vores personlighed. Vi laver en attachment på de strukturer, som vi kalder vores personlighed; bestående af vores tanker, vores følelser og det, vi fornemmer med vores krop. Og så tror vi, at når jeg gør dét, så er jeg mig.
En 5’er vil forsøge at forstå ting, sætte sig ind i ting og være stille nok til, at sandheden på en eller anden måde finder sin vej til mig. Når jeg gør det, så er jeg ret meget mig, fordi det er jo min måde at gøre det på.
Eller hvis man hører til i type 3, så vil man være ihærdig og arbejdsom, gå pragmatisk til løsningerne og skulle skabe nogle resultater. Når jeg gør dét, så tænker jeg, at jeg er mig. Det er jo det, jeg gør.
Jeg føler mig hjemme i mig selv, når jeg gør min type.
Og hvis jeg gør noget, der ikke er min type, så er det ubehageligt at være i, eller det føles mærkeligt at være mig.
Jeg vil hellere være tilbage i mine mønstre end at være for meget ud af mine mønstre. Sådan er vores psykologi opbygget. Den vil gerne have os tilbage til at være den idé om os selv, som vi hele vores liv har troet, at vi er. Den vil skabe tryghed i vores måder at gøre tingene på. Og det er rigtig smart, at man ikke sidder ude i bilen hver morgen og tænker: Hvordan er det nu, man kører sådan én?
Men det er også det, der dulmer vores mulighed for at bygge nye ressourcer, menneskelige kapaciteter, håndtere nye situationer og finde ud af, hvad det er jeg virkelig skal bruge mig selv til i det her liv.
Udfordringen ved den primære type
Udfordringen er jo så bare, at når vi arbejder med den primære type, får vi en identifikation med vores type og vil helst ikke afvige fra vores personlighed eller afvige fra vores type. På den måde bliver vi faktisk mere begrænsede i vores type.
Hvis man tager en Enneagramtest, så får man at vide, hvilken man scorer højest på, og så tænker man: Det er det, der er mig.
Men hvad med de andre 8 søjler?
Der er en tendens til, at vi kun ser på vores primære type, og så skyller vi resten ud, som om det overhovedet ingen betydning har.
Det er her, den blinde type kommer ind. Man kunne sikkert også have skrevet en bog om, hvordan samtlige typer præger os.
Men det interessante ved den blinde type er, at der ofte ligger en aversion over de kvaliteter, som den blinde type repræsenterer. Det kan både være en aversion, men det kan også være et had, hvis vi kører den helt ud på skalaen.
Hvis jeg f.eks. er blind på type 8, så har jeg svært ved at stå i min egen kraft. Jeg har svært ved at sætte grænser, jeg har svært ved at finde autonomien i mig selv. Og når andre så gør det, så er det simpelthen overvældende. Så er det for meget. Det kan være, at jeg tænker, at folk er der invaderende, eller de er aggressive.
Den blinde type
Af alle de typer, der kommer efter den primære type i Enneagramtesten, så har den blinde type størst indflydelse på den primære type.
En af de store forskelle på den primære og blinde type er, at det, der har meget den blinde type at gøre, det foregår meget meget ubevidst.
Den primære type kan vi trods alt holde kurser i. Vi har et ordforråd, der er præcist nok på den primære type, fordi det er noget, jeg kan se, at jeg gør. Hvis jeg accepterer, at det er sandt, så bliver det mere og mere præcist.
Men det er supersvært at finde sin blinde type, fordi det er det, jeg ikke kan og vil se.
I arbejdet med den primære type, er der noget, vi skal acceptere.
Type 2 skal blandt andet acceptere, at de manipulerer. For at jeg lander rigtigt i typen, så skal jeg acceptere, at jeg manipulerer.
Type 8 skal acceptere, at jeg skræmmer folk væk. Folk er simpelthen bange for at sige sandheden til mig, fordi budbringeren jo mister hovedet.
6’ere skal acceptere, at deres måde at passe på os på er så kritisk og så negativ og så er Rasmus-modsat, at andre disconnecter relationen.
Sådan er der nogle helt klassiske ting, som vi kan sige, at typerne skal ind at kigge på. Og der er selvfølgelig individuelle varianter over de temaer, så det gælder ikke for alle 2’ere, alle 8’ere, alle 6’ere.
Men i den blinde type er der også noget, jeg skal acceptere.
Jeg skal acceptere, at jeg ikke evner det, at jeg ikke mestrer det, at jeg simpelthen ikke ved, hvad hulen det er for noget.
Jeg har masser af holdninger til, hvor tåbeligt det er. Men jeg skal ind at acceptere, at jeg ikke kan det, og at det begrænser mig i at udfolde mig i min primære type.
Du kan høre mere om, hvad den blinde type er i podcastepisode 251.
