Hverdagspilgrim, Dag 36.
Jeg, Flemming Christensen, går på en gammel drøm om at spille klaver og møde mig selv gennem musikken.
Det er noget, der dukker op hos mig med jævne mellemrum.
På trods af, at jeg kun kort har fået undervisning, at jeg har et keyboard, der samler støv, og jeg har øvet mig meget sparsomt.
Hvordan ved jeg, om det så er en drøm, jeg skal give slip på eller rykke på? Hvordan ved man, om det er vigtigt og venter på en?
Det tænker jeg over på denne hverdagspilgrimsvandring.’
Citater fra denne pilgrimsvandring:
Står der og venter et piano på mig, og hvordan går man i gang? Er det helt klassisk: Tag første skridt, booke en pianolærer, tag keyboardet frem, øv dig?
Eller kunne man tage en måned væk og fortabe sig i musik? Hvor alle muskler hver eneste dag bliver trænet til at være sammen med pianoet, lyden, resonansen, dynamikken, bevægelserne?
Denne vandring blev en kontakt til drømmene, der bor derinde. En længsel. Og at lave musik er der en længsel på.
Men måske der er drømme, hvor man skal sige – det bliver ikke lige i det her liv. Det skal jeg lade ligge. Men sådan er jeg ikke lige indrettet, hvis der er noget jeg vil, så rykker jeg. Men her har jeg været lidt afventende på: Skal der rykkes?
Mere om Flemming Christensens vandring
