Hverdagspilgrim: Kunsten at svare på et koan


Hverdagspilgrim, dag 35.

I dag går jeg, Flemming Christensen, på et koan.

Det er japansk for et gådespørgsmål, man indenfor zenbuddhisme får stillet af sin lærer. Og svaret viser vej til indsigt.

Hvis man svarer utilfredsstillende, får man at vide, at man skal gå med det en uge og komme tilbage.

Dette fortsætter, til man har givet det rigtige svar.

Jeg er kommet til mit halvtredsindstyvende koan med min læremester.

Et umuligt koan

Et af de koans, som jeg overraskende hurtigt og helt ubevidst svarede rigtigt på, var:

“Hvem er den iagttager, der iagttager, at du tænker?

“Hvad er iagttageren, der betragter dig, der funderer over dig, mens du funderer?”

“Hvad er det for en del af dig, der bemærker, at du nu bemærker?”

Det var opvarmningen, for så fortsatte min lærer:

“Hvad er den del af dig, der observerer, at du observerer? Hvad er det, der observerer det, der observerer, der observerer, der observerer … dig?

Før jeg nåede at tænke over det, udbrød jeg: “Det aner jeg overhovedet ikke!”

Det var det rette svar.

Det er faktisk indsigten fra det koan, der har hjulpet mig allermest: At jeg ikke skal vide det hele.

Friheden til at ikke vide, det er godt.

Kunsten at gå så langsomt, at følelserne indhenter en

koan Flemming christensen

Svar med kroppen og instinktet

Når man skal svare på et koan, så skal man ikke svare med sit intellekt, man skal gøre det.

Hvis et koan er: “Hvordan standser man kirkeklokken, der ringer, i det fjerne?”

Så er det første logiske svar måske: “Jeg løber hen og stopper den.”

Men nej.

Så handler det om at meditere på det, indtil man til sidst svajer fra side til side, så man bliver lyden af kirkeklokken. Ved at blive et med lyden, så opløses og forsvinder den.

Læs mere om Flemming Christensens vandring

Kommentarer