Spørgsmål: 5’ere kan komme til at lyde som om, de ikke har nogen indlevelse og empati for andre. Jeg ved, at 5’ere kan trække sig meget ind i sig selv og lukke af for omgivelserne og for deres følelser. Men er 5’ere uempatiske?
Jeg relaterer mig selv til type 5 og oplever, at jeg kan være empatisk og handle derefter overfor mine nærmeste. Faktisk er jeg nødt til at lukke af for fremmede, fordi jeg hurtigt får ondt at dem og ikke kan være der for mig selv, før jeg har løst rummet for deres problemer. Hvis jeg er i selskab med en, der har det svært, har jeg svært ved at feste videre uden at gøre noget.
Svar fra Flemming:
Lad os starte med at kigge på begreberne. Indlevelse og empati er evnen til at føle med sine følelser, hvordan andre mennesker har det. Medfølelse er vores evne til at være sammen med andre mennesker, uanset hvordan de har det, uden at skulle fikse dem. Hvis der sidder nogen i selskabet, der har det skidt, så vil medfølelse være at kunne være sammen med dem uden at skulle fikse dem eller opmuntre dem.
Det gælder for 5’ere, 8’ere og 2’ere, at de tror, de skal gøre noget. De tror, at de skal bruge deres observation til at reagere. Men det er ikke empati, og det er heller ikke medfølelse. Det er som regel et udtryk for, at det er supersvært for dem selv at være i det. Så hvis jeg kunne hjælpe dem til at have det godt, så kunne jeg også have det godt.
Træningen for de tre typer, som desuden alle tre er afvisningstyper, det er at udholde at være med følelsen hos mig selv. Det er at udholde at være med følelsen hos dem, jeg er sammen med – uden at jeg skal fikse problemet eller stikke af. Det er ikke mit ansvar at få det til at gå godt igen. Jeg skal ikke lære nogen at tage sig sammen. Og det er ikke op til mig, at de får en god aften alligevel.
Som 5’er registrerer jeg ganske rigtigt den slags. Men jeg har fået den ide, at jeg skal gøre noget, rykke på det, forstå det eller træde til. Og det er en misforståelse, som gør sig gældende for både type 5, 2 og 8.
Spørgsmålet er blevet stillet i Spørgetime 15 i podcasten Enneagrammet Next Level.