Om at finde sin type uden at blive fastlåst i Enneagrammet Next Level Podcast
Hvem er jeg, og hvad vil jeg med mit arbejdsliv? Mange unge prøver at svare på begge spørgsmål, mens de stadig er ved at gøre sig deres første erfaringer.
I Enneagrammet Next Level podcast fortæller Flemming Christensen, hvordan Enneagrammet kan give sprog til det, de opdager om sig selv, og plads til at ændre mening undervejs.
Forestil dig en ung medarbejder, der lige har mødt Enneagrammet og genkender sig selv i type 7. Pludselig giver det mening, at nye idéer hurtigt fanger opmærksomheden. Men så kommer den næste tanke: Jeg er jo en syver. Jeg kan ikke koncentrere mig.
Det er et lille skift med store konsekvenser. Først får medarbejderen øje på noget, der ofte sker. Nu lyder det som noget, der altid vil ske. Og så kan det være svært at få øje på de situationer, hvor fordybelsen faktisk kommer af sig selv.
Hvad driver dig?
I episoden “Find din type uden at blive fastlåst” foreslår Flemming Christensen at bruge Enneagrammet som et spejl. En type kan være en hypotese, du afprøver i din hverdag.
Hvilke mønstre genkender du? Hvad prøver du at opnå eller undgå? Og hvornår reagerer du anderledes, end du havde forventet?
Flemming Christensen bruger sig selv som eksempel. Han genkender drivkraften fra type 3, når han underviser. Han beskriver, hvad den indre stemme siger:
“Du skal få tusind hits på tingene. Folk skal klappe, når du er færdig. Den hamrer på hele tiden, men det er et valg for mig ikke at lytte til det.”
Den samme drivkraft kan hjælpe ham med at arbejde hurtigt og målrettet, fortæller Flemming. Når tempoet bliver for højt, kan han til gengæld komme til at sætte mere i gang, end han kan følge med til, eller glemme at give andre plads. Når han opdager impulsen, får han et valg. Måske er det tid til at sætte fart på. Måske er det tid til at stoppe op og høre, hvad de andre tænker.
Plads til at opdage
Som leder, underviser eller coach kan du let komme til at sætte ord på et mønster, før den unge selv har nået at undersøge det. Flemming Christensen anbefaler at lade den enkelte finde frem til, hvad der giver mening.
Det gælder også på en teamdag, hvor det kan være fristende at bruge typerne som genvej til at forstå, hvem der skal have hvilke opgaver.
En samtale kan begynde med noget, I begge har oplevet. Hvis en medarbejder bliver skarp i tonen, da en aftale ændres, kan I tale om, hvad der skete, og hvad der var vigtigt for medarbejderen i situationen.
Måske lå der en forventning om, at alle skulle spørges, før aftalen blev ændret. Når forventningen kommer frem, kan I tale om, hvordan I vil håndtere ændringer fremover.
For en ung medarbejder kan det første job være et sted at opdage styrker, som endnu ikke er kommet i spil. En, der plejer at holde sig i baggrunden, kan vise sig at være god til at lede et møde, når opgaven og rammerne er tydelige.
Den erfaring fortæller noget konkret om, hvad der gør det muligt at træde frem. Den giver også medarbejderen noget at bygge videre på næste gang.
Lyt til episoden
Episoden er en del af miniserien om unge og arbejdsliv i Enneagrammet Next Level podcast.
Flemming Christensen fortæller, hvordan vi kan undersøge antagelserne bag vores reaktioner, opdage, hvornår en styrke tager over, og bruge den indsigt i vores relationer.
“Så målet er jo at få stærke relationer i livet, skabe noget mening for sig selv og bidrage til noget, som skaber værdi for andre mennesker. Måske gøre det endda sammen med andre mennesker”, fastslår Flemming Christensen.
Se også denne blog: Hvad hvis de unge har ret?

