Min veninde er død. Det er alt sammen gået meget hurtigt.
Jeg har fortalt om det i HverdagsPilgrim de sidste par dage, og det hjælper mig at tale højt om det.
Normalt kan jeg godt lide bryllupper og begravelser. Jeg kan godt lide traditionen og ritualerne med det formål at lave en markering. Men denne gang gruer jeg for dagen.
Sorgen.
Et ekstraordinært menneske
P. var et ekstraordinært menneske, der fremkaldte lyset og det gode i dem, hun var sammen med.
Det kunne hun kun gøre, fordi hun selv havde taget rejsen og fundet lyset, og det smukke i livet og sig selv
Så det er et meget elsket menneske, vi samles om.
Og med så meget kærlighed, vil der også være ubeskrivelige mængder af sorg.
Læs også: Hvad hvis vi var nænsomme overfor os selv?
Dobbelt sorg
Der er også det kuriosum, hvor P havde samme kræftsygdom, som min tidligere kone Janne havde, som også døde. Pia kommer på det samme hospice, hvor Janne også var.
Hvor jeg kørte hende rundt i haven. Pia skal ligge på den kirkegård, hvor Janne også ligger.
Så det ripper op i en slags dobbelt sorg. Det har jeg ikke rigtig lige luret, før nu.
Læs også: Hvad er det gode venskab?
