Jeg har gået 25 dage nu, at jeg kan mærke, at der sker noget magisk, når jeg er i bevægelse ude i naturen.
Lyt til denne episode af Hverdagspilgrim her eller gennem din podcast app:
Jeg, Flemming Christensen, er tilbage i Danmark. Jeg vandrer i en skov og møder en enorm myreture.
Det får mig til at tænke på, hvordan naturen konstant er i bevægelse.
En myretue reagerer hvis det regner, så er der nogle myrer, der er ‘ansat’ til at vende nålene på en bestemt måde, så der ikke løber vand ned i tuen. Det er ikke bevidsthed, men et instinkt eller en reaktion.
En form for autopilot, der får naturen til at gøre, som den gør.
Lytter du til din sande stemme?
Forandring
Naturen er i bevægelse eller i konstant forandring.
Efter et år er alle celler i ens krop udskiftet med noget andet, så vores kroppe er også i bevægelse.
Så hvis nu alt er i bevægelse, og man kunne læne sig ind i denne bevægelse og blive ført et sted hen i livet gennem den her bevægelse.
Men er det en naturlig del af os mennesker at vandre? At gå ud og se, hvad der sker?
Det der med at tillade naturen i vores krop, bare bevæge os ud et sted. Bevæge os i en retning mod noget – uden at vide, hvad det er.
En gave eller uudholdeligt
Den her bevægelse gad vide, hvor den vil føre mig hen, nu har den ført mig ud til en større sti, jeg aldrig har været på.
Jeg skal ikke noget, jeg følger bare min impuls eller tilskyndelse.
Gad vide om mennesket for tohundrede år siden kunne tillade sig det eller om det bare handlede om at jage og lave mad og passe på stammen.
Gad vide om den her drifting, om det er noget, vi alle sammen har behov for.
Gad vide om det er en gave. For nogle er det sikkert uudholdeligt at skulle gå på må og få uden en retning. Nogle vil gerne gå rundt om søen. Når man har gjort det – tjek, hjem.
Følelsen af at stå foran et blankt lærred
Friheden og at blive mindet om mig selv
Jeg har nu vandret i mange dage, og det er nu blevet så fast en del af min hverdag, at når jeg er ude og vandre og især i skoven, så bliver jeg mindet om mig selv.
Der opstår en frihed, hvor at jeg ikke er nogen.
Jeg er ikke Flemming, jeg er ikke far, jeg er ikke søn, jeg er ikke kæreste, jeg er ikke mand. Jeg kan bare få lov at være det, der vandrer.
Jeg har ingen opgaver, mål, projekter, jeg skal ikke noget. Jeg kan stå stille som her – og se på et fantastisk gammelt bøgetræ, der er mindst er 1,5 meter i diameter.
Ensomheden er min rejsekammerat
Giv slip på fordommene
Jeg kan beslutte mig for at følge min impuls, jeg kan drive med. Jeg kan give slip på mine fordomme om, hvem jeg er.
Der er noget frihed i, at jeg bare kan være, lige præcis det jeg er. Det store myretue og bøgetræ dømmer mig jo ikke, jeg er lige her. Jeg behøver ikke at tage mine tanker seriøst, de kan få lov til at komme, de kan få lov til at forsvinde
