Jeg går på stranden på Orø, hvor jeg tilbragte mine første 18 somre.
Her er lavvande, og jeg kan gå på forskellige sandbanker. Det er det, naturen gør – fyldte stunder af ingenting, som jeg går rundt i.
Jeg har det smukkeste landskab foran mig.
Udviskede spor
I sandet er der ingen spor – efter hunde, der er blevet luftet, ingen spor efter ræve, der er nede og fiske muslinger, ingen spor af store dyr, ingen spor af mennesker …
Vandet er ved at stige, så det kan være, at når jeg er kommet helt ud og skal tilbage igen og forsøge at genoptage sporet, jeg kom fra, at det så ikke er her mere. At jeg ikke engang har sat mig et spor. At naturen har været ligeglad med, om jeg var her. Altså ikke indifferent, men lige glad om jeg var her eller ikke var her.
Jeg går egentlig bare her. Jeg forstyrrer ikke noget. Der er måske et par sten, der ruller og ligger på helt nye måder, efter jeg har været her.
I det store perspektiv, så er naturen formodentlig ligeglad med, om jeg var her i det her liv eller ikke var her i det her liv.
Naturen kaldte – jeg lyttede
Jeg ved ikke, om jeg har fundet stedet på Orø, hvor kærligheden til naturen er blevet født, men måske har jeg fundet ud af, at jeg som barn lærte at favne stilheden i mit indre og i det ydre, og at naturen var min læremester.
Jeg følte, at naturen kaldte på mig som barn, og jeg lyttede.
Orø: Episode 1: På vej til Orø og mine første 18 somre
Orø: Episode 2: Mødet med min barndoms-skov
Orø: Episode 3: Naturen har lært mig at være i stilheden
Find også Hverdagspilgrim gennem din mobils podcast app.
Klik på abonner – og du får nye episoder dagligt.
