Jeg er taget på skriverejse til Sicilien, og har siddet på torvet i Comiso og fået mig en kop kaffe og taget mig tiden til at se på folk. Se på de gamle mænd og ungerne. Jeg er ikke helt klar over, hvor kvinderne er henne, men her på torvet er der kun gamle mænd, der er rykket sammen for endnu en sludder, og unger render rundt om vandposten og sprøjter med vand på hinanden.
Har du børn eller kender nogle børn, så ved du, hvor overrasket man kan blive over den enorme udvikling, de gennemgår i løbet af bare et enkelt år. De kan kravle, kan pludselig sige ’mor’ og ’far’, gå og formulere sætninger. Før du får set dig om, løber de, danser rundt i stuen, klatrer i træer og viser interesse for det andet køn. Det er tydelige beviser på, at vi gennem livet udvikler os som menneske. Ja, helt indtil vi er omkring 25 år, er vi under konstant udvikling. Vi skal egentlig ikke anstrenge os. Vi udvikler os helt automatisk. Vi laver masser af begynderfejl. Vi afprøver det hele og eksperimenterer i forsøget på at være i verden – og vi gør det som barn ofte helt uden at tænke over det.
Det interessante er imidlertid, at vi som voksne pludselig ikke længere udvikler os på samme naturlige måde, som da vi var børn. Vi er desværre hverken dobbelt så nærværende, indlevende og nysgerrige, når vi runder de 50, som da vi var 25. Nu skal vi pludselig anstrenge os for at lære, udvikle og forandre os. Det at udvikle sig bliver mere krævende og komplekst, og der findes desværre ingen ’guidebook for dummies’ – nej ingen genveje.
Vi skal lære at lære for at udvikle os
I takt med at vi lærer noget nyt, træffer vi mere bevidste valg og fravalg. Skiftet til det voksne liv, betyder også, at de fleste af os begynder at overveje, hvad vi gerne vil med vores liv. Hvad meningen er med ”det hele?”. Det at udvikle sig senere i livet, kræver helt nye færdigheder. Vi skal lære at være i udvikling. Vi skal lære at overkomme vores begrænsende overbevisninger. Vi skal lære at bryde vaner, ændre livsstil osv. Udvikling handler nu om at finde vores egen vej i livet.
Rigtig mange eksperimenter i større eller mindre grad med deres måde at være i verden på. Mange erkender (heldigvis) undervejs, at de ikke har fundet den rigtige eller rette vej endnu. De gange, vi tror, at vi har fundet vejen, bliver vi med det samme begrænset. Det at tro, at der findes én vej, begrænser vores udsyn, hæmmer vores nysgerrighed og kan ende med en slags forstokket komfort-tilstand, hvor vi begynder at argumentere for, at vi har fundet den rette vej.
Vores nysgerrighed udvikler os som menneske
Accepten af at livet ikke skal leves på en bestemt måde, at det ikke er nødvendigt at have en bestemt tro, og at der ikke er en rigtig skole, der leder dig frem til den rigtige udvikling og læring, er et gennembrud i måden at være i livet på.
Accepten af at der ikke findes en bestemt vej, kan gøre os nysgerrige på det, som findes lige her og nu. Vi bliver bedre til ikke at afbryde en samtale, fordi vi har udviklet vores nysgerrighed over for andres syn på tilværelsen. Vi bliver bedre til at forstå andres synspunkter, og vi erkender måske noget nyt ved at lytte til nogle, der ser tingene fra en helt anden vinkel end os selv.
Åbenheden over for at der ikke er én bestemt vej, baner vejen for vores nysgerrighed (Det modsatte kan medføre fanatisme). Når vi forbliver nysgerrige, bliver vi bedre til at trække på den visdom, der allerede findes om det at være menneske – uden at skulle hente ny inspiration hele tiden.
Der findes et utal af måder at udvikle sig på som menneske.
– og ingen af dem er den rigtige for alle
Det at være ansvarlig for sin egen udvikling som menneske samtidig med at finde meningen med ”det hele” er måske i bund og grund det livet handler om?! Når vi erkender, at der ikke findes én bestemt vej, men kun vores egen vej, lykkes vi. Når vi accepterer, at vi skal turde eksperimentere med at finde vejen, der giver mening for os, og når vi opdager at noget lykkes, mens andet ikke gør det, så modnes vi som mennesker og bliver klogere på livet.
Når vi stiller os selv spørgsmålet ”Hvad er meningen med det hele?”, så undersøger vi meningen, stiller spørgsmål til den og forsøger at finde svarene – blot for at finde ud af, at der findes endnu flere spørgsmål og svar. Netop processen er med til at modne os som menneske og give og et mere komplekst billede af verdenen.
Vi kan opleve mange ting i livet, som er meningsløse f.eks. det at miste en søster eller en hustru. Måden, vi kommer videre på, er at finde mening i det meningsløse. Måske giver det os ekstra livsmod og styrke til at være noget for andre og være sammen med andre, der befinder sig i stærk og voldsom sorg. Måske giver det os en mission, som får betydning for os. Ved at være i selve livet frem for at undslippe det, skaber vi en ny mening.
Det handler om at holde fast i det, som giver mening i livet, mens vi gennemfører vores eksperimenter. Når vi får succes, lykkes vi.
Vil vi holde balancen, når vi cykler, lærer vi vores børn, at de skal turde træde i pedalerne og være i bevægelse for ikke at miste balancen. Når vi anstrenger os for at udvikle os som voksne, glemmer vi nogle gange selv, at det kræver bevægelse for at holde balancen i livet samtidig med at vi holder vores tyngdepunkt, som er vores kerneværdier. Når det lykkes, lykkes vi. Vi oplever succes og får endnu mere mod på livet.
Det er ved at være middagstid på torvet, og ungerne er rendt hjem, mens de gamle mænd er begyndt at traske hver for sig. Jeg nyder at hilse på de gamle, når de sjosker forbi. Bare et kort nik og et smil i øjenkrogen. Nogle gange ser jeg den naive og barnlige nysgerrighed i et par øjne, der lyser op og så ved jeg, at vi skal have en snak, når han er tilbage på torvet efter frokosten.
Flemming Christensen
Sicilien April 2016
