I denne episode taler Flemming Christensen med forfatter og sexolog Sara Skaarup.
Hun oplever, at Corona-krisen gør noget nyt ved hende.
Sara relaterer til type 7.
Og har tidligere været gæst i Enneagrammet Next Level podcast.
Sara Skaarup citater fra podcasten
Føler ubehaget
“Jeg har været god til at fylde mit liv op med lyst og glæde, og at være i en opløftet energi i konstant udvikling.
Det, jeg oplever lige nu, det er, at jeg ikke bevæger mig væk fra det ubehag, jeg står i.
Det er skelsættende begivenhed – og en øjenåbner, at blive stående selvom ting er svære.
Og ikke skabe en distraktion eller sanseoplevelse på det, jeg ikke vil mærke.”
Kollektiv smerte – og det, der skal brændes af
Sara Skaarup fortsætter:
“Jeg kan mærke en ængstelig følelse i maven. Og mærker andres ængstelighed også.
Der opstår en ny fornemmelse af forbundethed, som jeg føler taknemmelighed for.
Det er som om Enneagram typen falder fra, og det væsentlige stå tilbage.
Når jeg oplever forskellighederne falde fra, ser jeg, hvad vi deler af menneskelig lidelse, og vigtigheden af relationer og vores forhold til moderjord.
Det står tilbage, når der stilles spørgsmålstegn ved alt andet .
Der er noget, der skal skrælles af, og så står mennesket tilbage.”
Fra eksistentiel krise til kollektiv krise
I Flemming Christensens seneste samtale med Sara Skaarup havde hun lige mistet sin mor.
“Jeg var i en eksistentiel krise.
Nu er det nærmest en kollektiv krise.
Det er en overgang, der får os til at se vores uvaner i øjnene på kollektivt plan at se det i øjnene.
Det gør jeg også på individuelt plan – jeg må tage livtag med mine 7´er strategier, hvad bringer det mig?
Min utålmodighed, lystelses-syge … jeg kan ikke flygte mere.”
Gaverne og at give slip
Sara Skaarup fortæller:
“Det, der står tilbage for os, er relativt ens – men vi har hver vores gaver.
Min kompetence til at se muligheder og håb er intakt.
Og det er også godt, hvis jeg kan dele det med andre.
Det ser jeg kun, fordi jeg ikke har så travlt med at padle rundt.
Vi har tid nu, det er nogen, der har taget over for os.
Resten er ude af vores hænder.
Vi kan bare stille os til rådighed og være åbne og vente og se.
Hvis det gamle ikke er, hvad vi håbede det var, hvad så nu?
Der er noget, der er brændt af og forsvinder.”
Svært ikke at vide – men vigtigt
“For første gang i mit liv opdager jeg, hvor svært det kan være ikke at vide.
Jeg har ellers altid kunne sadle om og se mulighederne.
Jeg bliver træt af hashtagget: #altblivergodtigen.
Det her er en chance ofr at finde ud af, hvad vi virkelig vil have med os i det nye normal.
Dette er en tænkepause på godt og ondt.
Den der følelse af at både håbløshed og håb.
Lad os lade være med at tænke, det skal blive som det var, der er noget nyt.”
Fra 3 minutter forud til overgivelse
“Jeg har altid bildt mig ind, at jeg var i nuet, men jeg har altid været 3 minutter forud.
Det har været angstprovokerende at finde ud af”, fortæller Sara Skaarup.
“Denne krise har været den ultimative overgivelse.
Ikke at prøve fikse noget, men at overgive mig.
Det gør mig ret lille, men det er den rette størrelse, for det viser mig, at jeg er forbundet med alle andre.”
Mere empati og smerte
Sara Skaarup siger om overgivelsen:
“For mig er det smukt, men også smertefuldt, for jeg mærker meget mere empati, end jeg plejer.
Jeg mærker nu andres smerte også.
Og en længsel efter at at være tæt på de mennesker, som jeg holder af, og som er ensomme.
Det kan jeg ikke sætte mig ud over eller fikse.
Det er meningsfuldt at mærke, hvor essentielt det er, at forbinde os med dem, vi elsker.”
Karantæne og afstanden
“Der er ikke noget med at søge trøst hos andre gennem berøring lige nu”, siger Sara Skaarup.
“Vi er i karantæne – og så kan det være let at føle, at man ikke er en del af flokken.
De nye vaner med afstand kan vare et år.
Og det gjorde mig trist, da det gik op for mig.
Hvad betyder det, at vores forhold til berøring ændrer sig?
At vi ser andre som en potentiel smittefare?
Jeg føler en impuls til at røre ved et menneske, jeg er forbundet med.
Men nu kommer en angstimpuls op, når jeg passerer et andet menneske.
Hvad vil det gøre ved vores relationer, så det ikke kommer i mellem os?”
Relationer og taknemmelighed
Sara Skaarup bruger tiden nu til at stoppe op og mærke efter.
Hun er i nuet og fokuserer på de nære relationer og at dyrke taknemmelighed.
Hun spørger sig selv:
“Er jeg den, jeg gerne vil være for de nære relationer?”
“Giver og modtager jeg det, jeg gerne vil bruge mit liv til?”
“Hvad vil jeg gerne bidrage med til andre mennesker?”
“Hvad er jeg taknemmelig for lige nu?”
Et bæredygtigt liv
“Jeg ønsker et bæredygtigt liv”, fortæller Sara Skaarup.
“Noget er brændt sammen ude i verden.
Jeg vil gerne have en større årvågenhed på at bidrage med noget.
Så det er nu, det starter for mig og vælge ting fra.
Er det, jeg gør, til gavn eller belastning? Det er det, jeg kan tage fat i lige nu.
Og at tage en dag ad gangen.”
Fra rampelys til resonans
For Sara Skaarup betyder denne krise en eftertanke.
Hun ønsker at træde ud ad rampelyset og være et redskab.
“Det handler ikke om mig længere.
Jeg vil gerne bidrage. Jeg har brugt så mange kræfter på mig selv.
Jeg vil gerne gå med, jeg behøver ikke gå forrest.
Jeg vil gerne lave nogle ting sammen.
Vi sidder i hver celle og sender små bliiip gennem nettet.
Det bliver fanget af andre, vi skal finde noget nyt sammen.
Når der er resonans, får jeg følelse af ja – der er dét.
Jeg behøver ikke vælge en retning, vi er ved at vælge en retning sammen.
Vi er allerede på den vej.”
