Det er tidlig morgen, igen, og vandet er uroligt i havnen. Det er sort, vandet, og der rusker små toppe rundt og kunne kalde sig bølger, hvis bølger eller toppe kunne kalde sig noget. Jeg har forsøgt at sove videre på den ene og den anden side, og på ryggen og på maven, og på den ene og den anden side, men sove det vil min krop ikke.
Så nu sidder jeg her og skriver, fordi noget i mig har rusket en sætning frem med ”hvori består det meningsfulde?”. Og faktisk er det mere end en sætning, det er jo et spørgsmål. Disse kraftfulde sætninger, der starter noget, bevæger noget og rusker i noget.
Jeg kan også mærke at svaret ligger i en sætning, der ikke ligger efter sætningen med spørgsmålet, men som ligger ved siden af, altså parallelt med selve sætningen med spørgsmålet. Derfor er det ikke rigtig et svar, men noget samtidigt, noget der opstår samtidig med, at spørgsmålet bliver stillet. Noget der er lige så oplagt, som selve spørgsmålet. Noget der har samme styrke og som rusker lige så meget op, som spørgsmålet.
Svaret på spørgsmålet er selve sætningen, altså det at spørgsmålet overhovedet stilles i mig. Det er det meningsfulde. Selve spørgsmålet. Det ruskende spørgsmål er selve svaret. Det at blive rusket.
