Ny podcast om at gå på opdagelse i nærområdet – og i sig selv
Jeg, Flemming Christensen, har længe godt kunne tænke mig at gå på en traditionel pilgrimsfærd, men hvad ville der egentlig ske, hvis man gjorde det i sin hverdag i stedet for?
Kan man være hverdagspilgrim?
Jeg vil prøve at gå hver dag om ugen og gøre det til en praksis.
Men ikke nok med at jeg vil gå om morgenen, eller når impulsen er over mig, jeg vil også tage en mikrofon med og optage mine tanker.
Hvad der kommer ud af disse gåture vil jeg dele med dig i denne nye podcast Hverdagspilgrim.
I den første episode kan du høre mig vandre rundt i stuen og tage beslutningen. LYT HER
En invitation til kreativiteten
Jeg tænker bedst, når jeg går. Hvordan vil det være at gå på noget, der rumsterer i mig eller en impuls og at optage det, der dukker op.
Kan det gøre en mere til stede i hverdagen og med det, der er?
Eller kommer jeg bare til at føle mig som en landsbytosse, der render rundt og taler med mig selv?
Jeg håber, at det kommer til at være som min proces, når jeg skriver. Det gør jeg hver morgen.
At skrive er min måde at være fri på, være kreativ på, tage verden ind på, behandle den i mit indre univers og få det ud igen i en eller anden kreativ proces.
Jeg håber selvfølgelig også, at du som lytter vil blive inspireret – og måske endda begynde på dine egne vandringer.
Kom med på en personlig vandring
Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg lidt nervøs for, om det måske bliver for personligt.
Jeg holder foredrag og workshops om Enneagrammet.
Her føler jeg mig tryg ved at stille mig frem og har fundet en form, hvor jeg læner mig ind i, at jeg har noget vigtigt at fortælle.
Men det med at dele de personlige historier har jeg lidt undgået.
Indtil nu.
I den her proces med at undersøge, hvad åbenhed er, så dukkede det jo op for mig, at hvis jeg skal være åben over for andre mennesker, så bliver jeg jo faktisk nødt til at åbne op på en sådan måde, at andre mennesker også kan se mig.
Så det er også sådan en lille testkørsel, kan man sige af, hvordan er det nu lige at gå og dele noget af det, som er knap så fagligt, men på de indre linjer – og give lidt mere af mig.
Følg podcasten Hverdagspilgrim
Jeg håber, du vil tage godt imod podcasten.
Du skal være velkommen til at kommentere på Think About It´s Facebookside og måske blive inspireret til din egen hverdagspilgrimsvandring!
Du kan lytte på Spotify eller abonnere på podcasten på din mobil under din podcast app.
Bare søg Hverdagspilgrim og tryk på abonner.
De bedste hilsener Flemming Christensen,
Think About It