Hverdagspilgrim, dag 53
I dag går jeg, Flemming Christensen på spørgsmålet fra en lytter: “Hvornår ved man, om man er på rette vej, eller hvordan ved man, om man nu er på rette vej?”
Hvis man antager, at der er en vej, så man jo gå på den. Man kan komme til at gå et forkert sted, så man går nogle andre veje, som er andre menneskers veje og ikke min rette vej.
Den forkerte vej?
Hvis jeg kigger tilbage og tænker på, at jeg giftede mig med en italiensk pige, da jeg var 18 år og flyttede til Italien. Når jeg kigger tilbage, var jeg så på ret vej?
Det ved jeg ikke, men det var det, jeg gjorde. Og det kan da godt være, at man som menneske kan foretage nogle handlinger, der er så ekstremt tåbelige, at man ville ønske, man ikke ville have gjort det, og fair nok – så er man på afveje, hvis man har opført sig grænseløst og utilgiveligt tåbeligt.
Men ellers er vi på den vej, vi er på. Jeg tror ikke, man kan tænke sig til, hvor man vil hen, og hvad man vil stille op med sit liv.
Er du motiveret af frygt eller lyst?
Stil dig selv spørgsmål
Lige nu opstår der en ide om, er jeg den kæreste, jeg gerne vil være. Er jeg den far, jeg gerne vil være. Er jeg den kollega, den chef, det barn, den mand jeg gerne vil være?
Og hvis jeg nu tænkte ja, så er jeg på rette vej.
Når man stopper op, er der mulighed for at stille sig selv nogle spørgsmål.
Måske er der mange rette veje – en ret vej for vores barndom, ungdom, voksenliv og alderdom.
Sammen med andre
Jeg tror, at vi er på rette vej – sammen med nogen. Det er svært at være på rette vej, når man er alene. Nu har jeg gået en vej. Og jeg kommer til at tænke på – gad vide om der overhovedet er en vej?
Jeg er tilbøjelig til at tænke, at der ikke er en vej. Der kan være en længsel efter noget – og noget, man virkelig har lyst til at sætte sig selv i spil omkring.
Der er noget, som hvis jeg læner mig ind i det. Når jeg læner mig ind i livet, så føler jeg, at jeg er på rette vej. Så kigger jeg ikke fremad eller tilbage.
