Hartmut Rosa udforsker, hvordan moderne samfund presser mennesket gennem øget tempo og krav, mens det skaber længsel efter mening i tilværelsen.
Hartmut Rosa og vores længsel efter et liv med dybde
Der er tænkere, som formår at give form til en erfaring, som mange allerede bærer rundt på. Hartmut Rosa er en af dem. Hans arbejde har fået så stor gennemslagskraft, fordi han sætter ord på noget, som præger hverdagen i moderne samfund: oplevelsen af, at tempoet stiger, forandringerne kommer tættere og at livet fyldes med flere muligheder, flere krav og flere forventninger på én gang. Hartmut Rosa har gjort denne erfaring til et centralt emne i moderne socialteori, og derfor er han i dag en af de mest læste og diskuterede samfundstænkere i Europa.
(Teamudvikling der skaber performance og mening)
Når man læser Hartmut Rosa, møder man et sprog for tidspres, fremmedgørelse, længsel efter mening og behovet for levende kontakt med verden. Det er også derfor, hans begreber bruges langt uden for sociologien. Ledere, undervisere, organisationsudviklere, præster, filosoffer og psykologer finder i hans arbejde en præcis måde at tale om de spændinger, som præger vores samtid. Hartmut Rosa skriver om acceleration, resonans, verdensforhold og ukontrollerbarhed, men bag disse begreber ligger et større spørgsmål: Hvilken form for liv vokser frem i et samfund, der hele tiden må øge tempoet for at kunne holde sig selv i gang?
Lyt til podcast episoden
Hvem er Hartmut Rosa?
Hartmut Rosa er professor i almen og teoretisk sociologi ved Friedrich Schiller Universität Jena og har siden 2013 været direktør for Max Weber Center for Advanced Cultural and Social Studies ved Universität Erfurt. På Jena-universitetets profilside beskrives hans arbejdsområder som samtidsdiagnose og modernitetsanalyse, normative og empiriske grundlag for samfundskritik, subjekt og identitetsteori, tidssociologi og accelerationsteori samt sociologi om menneskets forhold til verden. Den faglige bredde er en vigtig nøgle til at forstå, hvorfor Hartmut Rosa taler til så mange forskellige felter. Han arbejder ikke kun med samfundets strukturer, men også med menneskets erfaring af tid, mening, identitet og relation.
Hans akademiske vej viser samme bredde. Hartmut Rosa studerede statskundskab, filosofi og tysk litteratur i Freiburg og ved London School of Economics. Han tog sin ph.d. ved Humboldt-Universität i Berlin i 1997, arbejdede efterfølgende i Mannheim, Jena og New York og har siden 2005 været professor i Jena. DFG fremhæver desuden, at han siden 2013 har ledet Max Weber Center i Erfurt og i dag regnes som en af de vigtigste sociale tænkere i sin generation. Den placering siger noget væsentligt om hans status: Hartmut Rosa er ikke blot en specialist i et snævert forskningsfelt, men en bred modernitetsfortolker.
Hartmut Rosa og baggrunden for hans tænkning
For at forstå Hartmut Rosa er det hjælpsomt at se på hans intellektuelle rødder. I et interview fortæller han, at han begyndte sin akademiske karriere med at arbejde med den canadiske filosof Charles Taylor, og at dette skete sammen med Axel Honneth. Gennem Honneth blev han socialiseret ind i den kritiske teoris tradition. Det betyder, at Hartmut Rosa fra begyndelsen har været optaget af spørgsmål om, hvordan moderne samfund former menneskers livsmuligheder, deres erfaring af frihed og deres adgang til et godt liv. Hans arbejde udspringer derfor af en tradition, hvor social teori ikke kun beskriver samfundet, men også undersøger, hvilke former for liv et samfund fremmer.
Hvordan former mennesker sine livsmuligheder og får adgang til et godt liv?
Denne baggrund forklarer også, hvorfor Hartmut Rosa bevæger sig mellem filosofi, sociologi og kulturkritik. Han skriver ind i en visdomslinje, der går gennem den kritiske teori og videre tilbage til tænkere som Adorno, Horkheimer, Benjamin, Marcuse og Fromm. I et nyere interview siger han selv, at mange i dag igen søger mod den første generation af Frankfurt-skolen, fordi de så noget grundlæggende problematisk i den moderne livsform. Hartmut Rosa står samtidig i forbindelse med Max Weber gennem sin interesse for rationalisering, modernitet og de institutionelle former, som præger det moderne menneskes liv. Derfor er hans projekt både samfundskritisk, eksistentielt og kulturdiagnostisk.
Det store gennembrud for Hartmut Rosa kom med hans accelerationsteori. DFG fremhæver bogen Beschleunigung. Die Veränderung der Zeitstrukturen in der Moderne fra 2005, som senere udkom på engelsk som Social Acceleration: A New Theory of Modernity, som et hovedværk i hans forfatterskab. Her analyserer han, hvordan moderne samfund formes af accelererende tidsstrukturer, og hvordan disse tidsstrukturer skaber voksende krav til individer og institutioner. Hos Hartmut Rosa bliver acceleration ikke et overfladefænomen. Det bliver et grundelement i moderniteten.
Kernen i teorien er enkel og dyb på samme tid. Hartmut Rosa viser, at moderne samfund ikke blot udvikler sig hurtigt. De er blevet afhængige af acceleration. I interviewet med Public Seminar formulerer han det sådan, at et moderne kapitalistisk samfund kun kan stabilisere sig dynamisk. Det kræver systematisk vækst, acceleration og øget innovation for at reproducere sit strukturelle status quo. Samfundet skal altså hele tiden bevæge sig for at kunne fastholde sig selv. Denne indsigt gør Hartmut Rosa særlig relevant i en tid, hvor organisationer, uddannelser og mennesker hele tiden presses ind i nye krav om omstilling, læring, innovation og tempo.
Moderne samfund er afhængige af acceleration for at fastholde sig selv og må hele tiden bevæge sig for ikke at gå i stå
Acceleration hos Hartmut Rosa handler derfor om langt mere end hurtigere teknologi. Den omfatter også sociale forandringer, kortere levetid for normer og vaner samt et stigende tempo i hverdagslivet. Verden omkring os ændrer sig i kortere intervaller, siger han, og denne tættere rytme fører mennesker til at øge deres eget livstempo. Det er denne dobbelte bevægelse, der gør hans tænkning så genkendelig. Mange oplever, at teknologien lover frigjort tid, mens hverdagen i praksis bliver mere pakket, mere fragmenteret og mere krævende. Hartmut Rosa giver denne erfaring en teoretisk form.
Acceleration omfatter bl.a.:
- Sociale forandringer
- Kortere levetid for normer og vaner
- Stigende tempo i hverdagslivet
- Store forandringer (ændringer) i kortere intervaller
- Frakmenteret og kompleks hverdag
- Større og asymetrisk krav til vores opmærksomhed fra mange retninger
Hartmut Rosa og begrebet dynamisk stabilisering
Et af de mest frugtbare begreber hos Hartmut Rosa er dynamisk stabilisering. Begrebet beskriver et samfund, hvor stabilitet opnås gennem vedvarende bevægelse. Det er en vigtig pointe, fordi den viser, at vækst og acceleration i senmoderniteten ikke blot fremstår som ambitioner. De fungerer som nødvendige betingelser for opretholdelse af institutioner, økonomier og livsformer. Når Hartmut Rosa taler om dynamisk stabilisering, peger han derfor på et dybt kulturelt mønster: forestillingen om, at livet, organisationen og samfundet skal udvikle sig konstant for at kunne bestå.
Dynamisk stabilisering giver os muligheden for at vokse og finde balance ved at omfavne forandring og udvikling i både liv og samfund
Her ligger også forklaringen på den diffuse uro, mange mennesker mærker. Når stabilitet er blevet afhængig af acceleration, bliver stilstand let oplevet som tab. Den erfaring findes i arbejdslivet, i uddannelsessystemet, i teknologikulturen og i den personlige udviklingskultur. Hartmut Rosa viser, at denne uro ikke kun er individuel. Den udspringer af en samfundsform, hvor tempo og fornyelse er skrevet ind i selve reproduktionen af det sociale liv. Dermed bliver hans teori et vigtigt korrektiv til forestillingen om, at travlhed først og fremmest er et spørgsmål om dårlig planlægning eller manglende personlig robusthed.
Hartmut Rosa og fremmedgørelse som tidsdiagnose
Fra acceleration bevæger Hartmut Rosa sig videre til spørgsmålet om fremmedgørelse. I interviewet med Bjørn Schiermer beskriver han denne bevægelse som organisk. Arbejdet med acceleration førte ham til et større spørgsmål: Hvilken form for verdensforhold vokser frem i et samfund præget af konstant konkurrence, optimering, hastighed og tidspres? Svaret blev en ny interesse for fremmedgørelse og for den måde, hvorpå verden kan blive tavs for os.
Vi undgår fremmedgørelse, når vi engagerer os meningsfuldt i verden og skaber ægte forbindelser til hinanden og det, vi gør
Hos Hartmut Rosa handler fremmedgørelse om et forhold til verden, hvor mennesker, ting, institutioner og aktiviteter mister deres levende stemme. Verden står tilbage som noget, der skal håndteres, optimeres, udnyttes eller administreres. I samme interview beskriver han, hvordan en kapitalistisk orden, der presser mennesker ind i konkurrence, optimering og hastighed, fremmer en instrumentel og reificeret måde at nærme sig verden på. Det er denne analyse, der gør Hartmut Rosa så stærk som samtidsdiagnostiker. Han peger på, at problemet i moderne samfund ikke alene handler om mængden af aktivitet, men om kvaliteten i vores forhold til verden.
Hartmut Rosa og resonans som nøglebegreb
Det begreb, der for alvor har gjort Hartmut Rosa til en thought leader langt uden for sociologien, er resonans. DFG beskriver Resonanz. Eine Soziologie der Weltbeziehung fra 2016 som den anden store teoretiske syntese i hans arbejde. Her udvikler han en teori om verdensforhold, der forbinder samfundskritik, eksistens og livskvalitet. Bogen blev senere udgivet på engelsk som Resonance. A Sociology of Our Relationship to the World. Du kan også finde bogen på dansk, og det er en af de slags bøger, hvor man læser et par sider, lægger bogen fra sig for lige at tage det hele ind, før man så tager et par sider mere. (Køb den her på dansk).
I interviewet med Schiermer giver Hartmut Rosa en kort og præcis forklaring på resonans. Resonans er en måde at møde verden på, hvor vi bliver berørt af noget, svarer tilbage med egen stemme, og gennem denne proces forandres. Han beskriver fire elementer i resonansoplevelsen: at blive ramt eller tiltalt, at svare aktivt tilbage, at blive forvandlet i mødet og at oplevelsen altid rummer en vis unddragelse, fordi den ikke kan garanteres eller kontrolleres. Denne forståelse gør Hartmut Rosa særlig interessant for alle, der arbejder med relationer, læring, ledelse, kunst og dannelse. Resonans peger på kvaliteten i mødet mellem menneske og verden.
Resonans opstår, når vi møder verden med åbenhed og lader os berøre, så vi oplever dyb mening og forbindelse til livet og hinanden
Hartmut Rosa beskriver også tre akser for resonans: den horisontale akse, som forbinder os med andre mennesker gennem kærlighed, venskab og demokrati; den diagonale eller materielle akse, som forbinder os med ting, arbejde, uddannelse, sport og artefakter; og den vertikale akse, som forbinder os med natur, kunst, historie, religion eller det, der opleves som en større helhed. Denne tredeling giver hans teori en sjælden dybde. Hartmut Rosa taler ikke kun om personlig trivsel. Han taler om de mange måder, et menneske kan stå i levende kontakt med verden på.
Hartmut Rosa og ukontrollerbarhed
I de senere år har Hartmut Rosa videreudviklet sin tænkning gennem temaet ukontrollerbarhed. Politys præsentation af The Uncontrollability of the World viser, at dette tema står centralt i hans nyere arbejde. Her uddyber han, at menneskets forhold til verden bliver fattigere, når alt orienteres mod tilgængeliggørelse, styring og kontrol. Samme tanke findes allerede i resonansinterviewet, hvor han siger, at resonans indebærer sårbarhed, overraskelse og tab af kontrol. Hartmut Rosa gør dermed ukontrollerbarhed til en vigtig del af en rigere livsforståelse. Et levende liv kræver ikke fuld kontrol. Det kræver adgang til møder, hvor noget får lov til at virke på os.
Denne del af Hartmut Rosas tænkning har stor betydning i vores samtid. Mange institutioner er optaget af styring, målinger, forudsigelighed og performance. Mange mennesker forsøger samtidig at organisere liv, relationer og identitet med samme logik. Hartmut Rosa peger på en anden vej. Hans arbejde giver plads til erfaring, til modtagelighed og til den form for åbenhed, som gør dybere relationer mulige. Derfor taler han så stærkt ind i en tid præget af både effektivitet og udmattelse.
Hartmut Rosa som thought leader i dag
Jeg betragter Hartmut Rosa som en markant offentlig intellektuel, fordi hans tænkning samler flere niveauer i samme bevægelse. DFG fremhæver, at hans bidrag til spørgsmålet om, hvilke sociale dynamikker der fremmer eller hæmmer mulighederne for et godt liv, læses og diskuteres internationalt både i akademia og i samfundet bredt. Den vurdering forklarer meget præcist hans position. Hartmut Rosa leverer både en samtidsdiagnose og et normativt sprog for livskvalitet. Han giver os ord for presset i det moderne liv og samtidig ord for den slags relationer, som gør livet mere levende.
For mig er Hartmut Rosa en thought leader, især fordi hans begreber kan oversættes til praksisnære felter. Når ledere taler om travlhed uden mening, giver Hartmut Rosa et sprog for acceleration. Når undervisere taler om nærvær og levende læring, giver han et sprog for resonans. Når mennesker mærker, at de kan håndtere mange ting uden rigtig at føle sig forbundet med dem, giver det et sprog for fremmedgørelse. Derfor er Hartmut Rosa blevet en tænker, som både kan læses filosofisk og bruges praktisk.
Hvorfor Hartmut Rosa er vigtig nu
Der er en særlig grund til, at Hartmut Rosa taler så stærkt ind i vores tid. Vi lever i samfund, hvor tempo, målinger, tilgængelighed og præstation fylder mere og mere. Samtidig længes mange efter mening, nærvær, samhørighed og en følelse af at være i kontakt med noget, der rækker ud over det næste krav. Hartmut Rosa forener disse to erfaringer i én sammenhængende diagnose. Han viser, hvordan acceleration former vores institutioner og vores indre liv, og han viser, hvordan resonans åbner et andet forhold til verden.
Det gør Hartmut Rosa til en vigtig tænker for alle, der arbejder med kultur, ledelse, uddannelse og menneskelig udvikling. Hans arbejde hjælper os med at forstå, at mange af de spændinger, vi mærker i os selv, ikke bare er private udfordringer. De hænger sammen med den måde, moderniteten organiserer tid, vækst, forandring og forventninger på. Når Hartmut Rosa læses grundigt, bliver han derfor mere end en sociolog. Han bliver en ledsager i forståelsen af vores tid.
Hartmut Rosa som nøgle til et mere levende verdensforhold
Hartmut Rosa begynder med tiden, men han ender med relationen. Han begynder med accelerationens strukturer og ender med spørgsmålet om, hvordan et menneske kan stå i levende forbindelse med verden. Det er denne bevægelse, der gør hans forfatterskab så stærkt. Han giver os et sprog for uroen, men også for håbet. Han giver os begreber, som kan hjælpe os med at forstå presset i moderne liv, og han giver os samtidig en dybere orientering mod resonans, stemme, berøring og forvandling.
Derfor er Hartmut Rosa blevet en central figur i moderne tænkning. Hans teorier hjælper os med at se, hvorfor mennesker kan have flere muligheder end tidligere generationer og samtidig føle sig mere afbrudte, mere pressede og mindre forbundne. Hans arbejde hjælper os også med at genopdage, at et rigt liv formes af kvaliteten i vores forhold til verden. I den forstand giver Hartmut Rosa os mere end en teori. Han giver os en måde at forstå vores egen tid på, og måske også en måde at leve mere vågent i den.
Links
Transkription af foredrag med Hartmut Rosa
