Vi har alle brug for en larmende ged i baghaven

Jeg er taget på arbejdsrejse sammen med min kæreste, og vi har nu boet lidt over et par uger i det hus vi fandt online i januar. Det lignede et sted, hvor jeg kunne få ro og inspiration til at skrive, som lå godt i forhold til at tage rundt og besøge mulige steder til retreatet i 2017 og så lå det nærmest i knudepunktet for de store vandreruter i det bjergrige Tramuntana.

Huset ligger i bunden af en olivenlund, hvor en bæk om vinteren skærer ned gennem lunden og ud i havet. I den hårde julivarme er vandet væk, og der hvor bækken normalt flyder ligger sten og grene nøgne og udækkede. Det er lidt som at gå på en nudiststrand, hvor det er uhøfligt at glo. Et par gange er jeg gået hen og gloet ned i sprækken med grene og sten og forsøgt at forstå, hvordan det hele ser ud, når vandet fosser igennem og gør stene og grene farlige og forbudte.

Oliventræerne vokser på vandrette plateauer, der er støttet af stenvægge. Mellem træerne går geder og gør det, hvad geder nu engang gør. Vi har flere gange gættet på, hvorfor man holder geder og især hvorfor de alle sammen har klokker på. Bruger man ulden og kødet? Holder gederne ukrudtet væk? Eller er gedelort godt for oliventræer? Bruger gederne lyden fra klokkerne til noget, eller er det mest ejeren af gederne der så kan hører hvor de er? Bag ved vores hus, altså ganske tæt på vores hus, findes en gederede, hvor gederne søger hen hver aften, og hvorfra gederne drager ud på deres mission når lyset bryder frem. Da vi i januar fandt vores hus online, havde vi ingen ide om at der var en gederede i baghaven. Og slet ingen ide om, hvor tidligt de klokkeramte geder starter deres mission om morgenen!

Udsigten over gedereden

Jeg har fået skrevet en del og vi har besøgt en lille håndfuld egnede retreat-steder. Vi har også vandret nogle af de ture, som vi tænker at byde næste års retreat-gæster. Faktisk har vi gået flere af turene flere gange, og i går talte vi om glæden ved at tage den samme tur flere gange. Hver gang er lyset anderledes, vinden er anderledes, lugtene er anderledes, de mennesker vi møder på vores vej er ikke de samme og det samme gælder for vores humør, dialog og relation. Vi er begge trådt ind på stierne med en nysgerrighed og naivitet, som var det første gang vi skulle afsted. Langsomt har vi opdaget vores fælles glæde over at træde ind i oplevelserne med taknemmelighed og nydelse. Vi har mødt en del vilde geder uden klokker og som synes at være bedre til at kravle på klipper end ”vores” geder.

Der skulle lige gå en uges tid, før vi blev taknemmelige overfor gedernes tidlige klokkelarm og råben på hinanden, og måske er det også sådan i andre forhold af tilværelsen – at hverdagen ikke kun er den smukke tur i solnedgang på fantastiske klipper med udsigt over et magisk hav. I hverdagen møder vi alle den irriterende og støjende nabo, kollega, partner eller kunde!

Hver aften nyder vi at sidde til solen er gået ned over havet, lyset bliver tændt på kirken i Deia og til det hele er så mørkt, at det faktisk er blevet tid til at gå i seng. Det er lunt nok til at sidde ude i kun shorts, og vores samtaler får altid en særlig karakter, når de levende lys blafrer svag i aftenvinden og gederne er gået til ro.

Om morgenen når gedereden begynder at røre på sig, står jeg op og hilser på dem. Det er usikkert om de forstår min hensigt, og i starten gloede de forskrækket på mig med øjne, der ikke ændrer udtryk om de sidder på en levende ged eller de sidder på et gedehoved hos slagteren. Jeg sender dem ud på deres mission hver morgen, og her en uges tid inde i mit morgenritual, tror jeg at de er begyndt at forstå kærligheden og venligheden i gerningen. Jeg synes at kunne fornemme et forsigtigt smil i en gedeøjenkrog hist og her.

Jeg har ikke vænnet med til gedelarmen, men jeg besluttede mig for at være sammen med gedelarmen. Det har virket godt for mig, at tage det ”irriterende” til mig, og ikke skubbe det væk eller forsøge at flytte gedereden til at andet sted på grunden. Jeg har aldrig haft succes med at lukke ned for en støjende nabo, kollega, partner eller kunde. Det har altid vist sig mere nyttigt at træde ind i dialogen, nysgerrigheden eller accepten.

På mange måder har min oplevelse med gederne mindet mig om, at vi alle har brug for en irriterende ged i baghaven. En mulighed for at øve os på vores nysgerrighed og accept, en invitation til dialog og en reminder om at længslen efter kun at have smukke solnedgange i livet i sig selv kun skaber mere frustration og irritation.

 

Flemming Christensen
Juli 2016

Hvad tænker du om indholdet i denne artikel. Del gerne herunder:

 

Kommentarer