Sorg: Denne gang gemmer jeg ikke sorgen væk

Jeg havde en teori, jeg var overbevist om, var sand.

Jeg har tidligere mistet min virksomhed og mit gods og stået uden noget som helst og skulle starte forfra på en uretfærdig måde. Det var en slags sorg.

Jeg har mistet min søster, jeg har mistet min hustru, jeg har mistet venskaber.

Jeg har selv stået i den tro, at jeg skulle miste mit eget liv.

Jeg var overbevist om, at når man havde været igennem mange forskellige slags sorg, så var bedre rustet til sorg næste gang, det ramte.

Læs også: Jeg gruer for begravelsen

En ny sorg

Men det her er sorg på en ny måde. Måske har de andre sorger hjulpet mig til at mærke hvor hårdt det er at miste. Og jeg taler meget mere om det, jeg har det med i min hverdagspilgrim og taler offentligt om det.

Taler om det, når jeg er alene, og når jeg skal sove.

Uden der er nogen, der hører det. Jeg må acceptere, at det her nyt og jo mere, jeg bare kan være i det, sådan som det er. Faktisk er det jo det eneste, jeg kan.

Lukkede sorgen ude

Jeg har typisk gemt sorg og smerten væk, for at træde til, være der, gøre noget for nogen, være praktisk. Og lukke oplevelsen inde i en del af mig.

Der er jeg ked af, det, men her er jeg så noget andet.

Det er en udmærket metode på kort sigt, men på lang sigt, der er jeg blevet indhentet. For sorgen var der jo stadigvæk, og den fik lov til at udvikle sig til et bæst i sit indelukke.

Jeg havde lukket det nede i et kammer.

Læs også: Jeg siger ikke farvel med på gensyn

Det vokser som et bæst

Men problemet med at gemme den væk, er, at en anden følelse kan lukke op for dette kammer.

Og hermed åbne op for noget grotesk, inde i mig. Et bæst.

Jeg prøver derfor at have så mange tråde af mine følelser vævet ind i min hverdag som overhovedet muligt.

Dem, der står mig nært, må godt få virkeligheden, hvis de har lyst. Og hvis det er for meget at lytte til i podcasten, kan man springe de her episoder over.

Men jeg må have et rum, hvor jeg er med det.

Og her er gåturene værdifulde.

Sorgen har noget sandt med sig

Jeg har ikke lyst til at gemme det væk, flygte eller håbe det går over.

Det har jeg prøvet.

Sorgen er blevet til en naturlighed, at jeg faktisk har lyst til – jeg har faktisk ikke lyst til at mærke det her, jeg har lyst til at være det her.

På en måde har jeg ikke lyst til at vade rundt i regnen, men alligevel vil jeg gerne ud i blæsten og kulden og mine briller regner til, så jeg ikke kan se et kuk. Det er ikke fordi, jeg har lyst, men jeg vil gerne være i det. Det lyder egentlig mærkeligt, men jeg tror, at der er en sandhed derinde.

Læs også: Hvad er det gode venskab?

 

Kommentarer