Skal du lade det gro eller skal det klippes væk?

For omkring 15 år siden blev jeg raget skaldet af min søn. Helt frivilligt. Philip var dengang 10 år gammel, vi havde boet et stykke tid i vores lejede hus på Sicilien. Det Ioniske Hav lå for enden af grunden og omkring os var der en evig ro fra en appelsinlund, der lukkede sig helt tæt om både vores hus og den snoede vej fra landevejen og ned til ”vores” sted ved havet. Selvom det var højsommer var lunden grøn og flere steder hang der orange frugter på grenene. Lugten var tør som sten, skarp som opvarmet oliven og sød som overmodne appelsiner.

Dagene var lange, dovne og solrige, og det var i skyggerne vi spillede vores hjemmelavede spil, der gik ud på at stille spørgsmål som ikke rigtig kunne besvares. Det var kun dagens mange vandkampe, der fik os i solen i fuld fart rundt på grunden. Forpustede, drivvåde og med en masse klukgrin i maven satte vi os tilbage i skyggen og fortsatte vores umulige spørgsmålsleg.

”Gør det ondt at løbe som en, der har ild i rumpen?”

”Hvis man får kappet hovedet af, kan man så have hovedpine?”

”Hvor skal man kilde en hest, hvis man skal få den til at grine?”

En herlig leg, der var simpel nok til at Philip og jeg kunne grine så meget at vi hostede os hæse af latter. På et tidspunkt stillede Philip spørgsmålet:

”Hvordan ved man, hvordan ens far ser ud uden hår?”

Det talte vi længe om, og besluttede at finde ud af det. Dagen efter tog Philip det første ryk med en skægtrimmer, som vi lånte af vores venner. Bagefter ragede jeg mig skaldet under bruseren. Philip var færdig af grin, da jeg kom ud fra badeværelset og stod der i den tordnende varme sol med min skaldede og meget følsomme kraniehud. Han forsøgte at sige noget om en badehætte, men den fangede jeg først lidt senere på dagen.

Jeg husker tydeligt, hvordan folk den eftermiddag kikkede medlidende på mig. Den tydeligt hvide markering af manglende hår så ud som om, at jeg havde mistet håret på grund af sygdom, og jeg husker hvordan jeg havde lyst til at forklare folk, at de ikke skulle være bekymrede. Folk så mig som noget jeg ikke var, og det ramte helt utroligt hårdt. Mit manglende hår fortalte en historie om mig, der ikke passede til den oplevelse jeg havde af mig selv. Jeg var ikke den de troede jeg var, og jeg ønskede inderligt at jeg kunne forklare dem, at der ikke var grund til at bekymre sig.

Det er en oplevelse, der sidder i mig i dag, og jeg ved, at jeg har en bestemt ide om hvordan jeg ser ud og hvem jeg er gennem mit udseende. Jeg har ikke haft langt hår siden. Jeg var ikke til det totalt ragede look med blottet kraniehud, så hver søndag nu i knap 15 år har jeg skåret en uges hårvækst af hoved med en trimmer. Det trimmede look var mere mig end kronraget, og så var det en super praktisk måde at pleje frisuren på. Alt i alt passede det hele vældig fint til den idé jeg havde af, hvem jeg var og hvordan jeg skulle se ud.

Før Philip blev født havde jeg skæg. Stort vildt skæg, der utrimmet fik lov til at vokse så meget som der var voksekraft til. Jeg ved ikke hvordan det virker, men det er som om at der er til en bestemt længde skæg i mit ansigt, og så vil det altså bare ikke blive længere. Men da Philip blev født røg det vilde skæg af, fordi jeg ønskede at Philip skulle genkende mit ansigt. Mit rigtige ansigt, altså ansigtet uden skæg. For 25 år siden havde jeg også en holdning til, hvordan mit udseende skulle være og hvem jeg var, når jeg så mig selv i spejlet. Det at blive set med mit rigtige ubeskæggede ansigt var vigtigt for mig. Jeg ville dengang gerne vise mit ægte ansigt for Philip, og der var noget rent og uspoleret ved at rage skægget af.

Her for snart en måneds tid siden skete det igen, at jeg godt kunne tænke mig at se, hvordan mit hår og skæg opførte sig. Egentlig ville jeg gerne vide om jeg var gråhåret og gråskægget, så det fik lov til at vokse frit, mens vi har været på arbejdsrejse til Mallorca. I starten var det let at lade skæg være skæg og hår være hår, men efter tre uger begyndte det at se usoigneret ud. Igen begyndte min ide om, hvordan jeg ser ud at spille ind, og jeg fandt en barber i Palma. Et par dage efter sad jeg i en gammeldags stol hos en barber, hvor der lugtede af en blanding af gammeldags Old Spice og brændte kaffebønder fra hans egen espresso maskine. Den skægtrimmet herre fik en snak på spansk med sig selv om, hvordan det hele skulle gribes an, og jeg nænnede ikke at forklare, at det ville ryge af så snart jeg var tilbage i Danmark igen. Jeg studerede ham nysgerrigt. Hvad så han? Hvad ville han se i mig, som skulle nedtones eller fremhæves? Hvad ville han lade gro og hvad skulle skæres bort?

Jeg skal nok ikke lige bære skæg, men det har vækket en nysgerrighed om hvor meget identitet jeg egentlig lægger i mit hår og skæg. Det er let for mig at se mig selv i spejlet og straks vide om jeg er komfortabel med mit udseende. Kan jeg lide det jeg ser i spejlet? Kan jeg identificere mig med det jeg ser og er det virkelig sådan jeg gerne vil se ud? Spejlet giver et hamrende hurtigt svar på om jeg er komfortabel med mit ydre eller ej. Jeg taler ikke om accept af det jeg ser, men blot den tilstand hvor jeg hurtigt vurderer ”er det jeg ser mig, eller er det ikke mig?”.

Det er straks værre at få øje på de indre billeder, som jeg har af mig selv. Med tiden har jeg anvendt et utal af værktøjer og metoder til at se mig selv så tydeligt som muligt, og spørgsmål er lidt det samme ”er det jeg ser mig, eller er det ikke mig?” Håret kan jeg lade gro eller klippe af, og det samme gælder mit skæg. Men hvad med de indre linjer? Hvordan finder jeg ud af, hvad der skal gro og hvad der skal klippes væk?

Og hvad nu hvis jeg klipper noget væk, blot fordi det er svært at acceptere. Eller måske lader jeg noget gro for at dække over noget, som jeg ikke ønsker at se. Jeg tror, at det handler om at se sig selv så tydeligt som muligt, finde accepten frem og måske så lige så på sig selv igen – før jeg beslutter mig for om noget skal gro eller klippes væk.

 

Flemming Christensen

Juli 2016

Hvad tænker du om indholdet i denne artikel. Del gerne herunder:

 

Kommentarer