Den solide blanding af passioner og mål

Sidste år var jeg på Silent Retreat hen over nytåret, og landede derfor i 2016 med et meget stille og afklaret sind, der på alle måder var klar til at træde ud i endnu 365 (+1) dyrebare dage. Jeg kender ikke altid 100% målet eller retningen, men jeg går altid 100% ind i de ting jeg laver. Det var i 2016 at jeg fejrede mit 30 års jubilæum som selvstændig, og jeg tror at der på et givet tidspunkt er to veje, man som selvstændig kan vælge at følge.

Den ene vej er passionens vej, hvor det er længslerne, drømmene og passionerne som guider og angiver retningen. Den anden vej er projekt-vejen, hvor det er mål, deadlines og aktiviteter som styrer og angiver graden af succes. Det er min erfaring, at man som selvstændig bliver nødt til at vælge om man er i gang med at udleve sin længsel eller om man er i gang med at gennemføre et projekt. De gange, hvor jeg selv har blandet de to veje, så er det gået galt, fordi det enten blev en halv passion eller et halvt projekt.

I 2016 udlevede vi hos THINK ABOUT IT således en masse passioner og gennemførte en masse projekter. Den helt store passion handler om at udbrede kendskabet til Enneagrammet, så endnu flere mennesker bliver bedre til at skabe stærke og tillidsfulde relationer. Den verden vi lever i, kræver endnu større åbenhed og rummelighed overfor hinanden og især dem, der ikke lige ser tingene som vi selv gør. Enneagrammet kan derfor være et af de mange værktøjer til at styrke vores selvindsigt, så vi selv bliver mere inspirerende end irriterende at være sammen med – samtidig med at vi øger vores åbenhed og rummelighed overfor andre.

Længsler, drømme og passioner skal have lov til at leve frit og udfolde sig uden mål og planer. I 2016 gav vi os selv lov til at eksperimentere med passionen og kastede os over at lave helt nye online-kurser, portaler, webinarer, selvtest, workshops, bøger, netværk og partnerskaber. Vi har været meget legende, nysgerrige og 100% dedikerede til at undersøge og opdage de nye muligheder. Jeg er nemlig overbevist om, at længsler, drømme og passioner skal opleves i en levende og legende form – mens projekter derimod skal have faste mål og deadlines.

Så i 2016 gennemførte vi en del projekter, som netop er dedikeret til at udbrede kendskabet til Enneagrammet. Det største projekt og det som allerede nu har haft største betydning for rigtige mange mennesker er vores nye Enneagramportal. Vi kalder portalen for ENNEAGRAMMET NEXT LEVEL (www.enneagrammetnextlevel.dk) og den har til formål at stille viden til rådighed om Enneagrammet på alle de former, som du måtte ønske dig. Lige nu kan du helt gratis hente minihæfter, se videoer, benytte den helt nye selvtest, deltage på webinarer og hvis du vil lære om selve konceptet ENNEAGRAMMET NEXT LEVEL kan du købe en plads på onlineuddannelsen, der tager dig igennem de nye værktøjer på 12 træningsmoduler.

Som selvstændig gælder det om, at kunne vælge stunder, hvor man kan være legende og levende med passionen og vælge andre stunder, hvor der kan fokuseres på mål og aktiviteter. Den vekselvirkning kan sikkert også anvendes selvom du ikke er selvstændig, hvor det handler om at give dig selv tid til at være legende og levende uden at skulle nå eller skabe noget bestemt, samtidig med at dele af ugen skal gå med at skabe resultater og være effektiv på sit arbejde.

Vores lille team ”voksede” også i 2016, hvor Birgitte kom tilbage efter barsel og hvor Philip er ansat til at videreudvikle vores nye Enneagramportal. Jeg nyder inderligt at udleve passioner og skabe resultater sammen i teamet, og netop de stærke relationer gør at vi starter 2017 med ambitioner om også at udbrede kendskabet til Enneagrammet uden for Danmark.

Fortsat rigtig godt nytår

Flemming Christensen
Januar 2017

Hvad tænker du om indholdet i denne artikel. Del gerne herunder:

 

Kommentarer