Hvorfor tale om ondskab?

Der er mange, der har reageret på, at jeg anvender begrebet ”ondskab” i de situationer, hvor man anviser en vej for et andet menneske, som vedkommende ikke har evnerne til at tage. Helt specifikt handler det om, at Enneagrammet angiver eller peger mod helt konkrete færdigheder, som det alt andet lige vil være nyttigt for de enkelte typer at udvikle, og at der kan ske det, at man glemmer de mange små skridt det kræver at mestre den aktuelle færdighed.

Mit eksempel i en tidligere artikel handler om Type 8, der normalt ikke har succes med at træne ydmyghed eller ubetinget tillid som det allerførste (med mindre vedkommende naturligvis har gennemgået en dybere personlige udviklingsrejse). Det kræver som regel, at vedkommende først træner kropsligt nærvær og fysisk tilstedeværelse, den dybere relation til sig selv, selvempati samt smidighed fremfor styrke. Ved at indikere, at det er muligt at gå direkte til træning af bevidst ydmyghed og bevidst ubetinget kærlighed grænser efter mine mening til ondskab, og det er det, som jeg har sat mig for at uddybe i denne artikel.

Find det rette ambitionsniveau for dine anbefalinger til andre

I slutningen af 90’erne deltog jeg i et træningsforløb, hvor hele holdet anvendte et helt modul (3 dage) på at undersøge, hvad ondskab er for en størrelse. Dengang blev vi præsenteret for det arbejde en journalist havde udført under Nürnberg Processen, hvor journalisten havde undret sig over, at nazisterne kunne udvise ondskab i sin reneste form. Fremfor at dække processen, følte journalisten sig kaldet til at undersøge, hvordan ondskaben kunne opstå, og fandt frem til at ondskab i sin simpleste form handlede om en manglende evne til indlevelse og medlevelse.

Ondskab er en manglende evne til indlevelse og medlevelse

Uden indlevelse og medlevelse er det ikke muligt at føle og mærke, hvordan et andet menneske (eller dyr) har det og dermed konsekvenserne af sine handler overfor et andet menneske. Den manglende indlevelse og medlevelse kan opstå, når vi er pressede, stressede, tror for meget på egne ideer, beskylder andre for vores lidelse, kræver at andre ændrer adfærd for at vi selv kan have det bedre eller ikke evner at relatere til et andet menneske af forskellige grunde.

Den manglende evne til at relatere til et andet menneske, kan opstå af den simple årsag, at vi ikke har haft tid til at lære det andet menneske at kende, at der er meget store kulturforskelle, så man ikke helt forstår den andens bevæggrunde eller hvis man er rig på fordomme over for andres sæder og skikke.

Den manglende indlevelse og medlevelse kan opstå fordi vi ikke har tid til at lære et andet menneske at kende

For en god ordens skyld skal det nævnes, at der findes en variant af ondskab, hvor man forsætteligt er ond med det formål at påføre smerte med et bestem hensigt som fx straf eller tortur. Men det er ikke den variant jeg tænker på, når jeg refererer til ondskab i forbindelse med personlig udvikling.

Den manglende evne til at kunne leve sig ind i et andet menneskes modenhed, livsduelighed, færdigheder, abstraktionsevne, emotionel parathed, social forståelse, økonomiske formåen, tidsmæssige råderum, Basic Trust etc. kan medføre, at man fx kan se for sig, hvordan den anden med fordel kunne udvikle sig på en bestemt måde og efter min mening begår den fejl at foreslå eller invitere til en sådan vej, til trods for at den anden ikke er i stand til at følge den eller gå ned af denne vej. Det er et fænomen man på coaching-uddannelser advarer imod, og som opstår når coachen er for ambitiøs på klientens vegne og ikke har udvist tilstrækkeligt med indlevelse og medlevelse.

Det at have oplevet glimt af fx ydmyghed er ikke det samme, som den bevidste evne til at udvise ydmyghed i alle de situationer, hvor der er brug for det

Men det er ikke kun i forbindelse med egentlig coaching, at vi skal være varsomme. Det skal vi også være når vi fx underviser i Enneagrammet. Det er korrekt at Enneagrammet indeholder anvisninger for de enkelte typer (hvor fx Type 8 generelt set med fordel kan træne ydmyghed eller ubetinget kærlighed) og vi kan som undervisere tale om det, som om det netop er det, fx Type 8 skal begynde at træne. Men dette vil som regel resultere i flere fejlslagne resultater, hvor ét resultat kan være at vedkommende giver op og mister troen på egne evner. Et andet resultat kan være, at vedkommende bliver opmærksom på, hvor lidt vedkommende i grunden er i stand til at udvise ydmyghed og ubetinget kærlighed og dermed undergraver sin selvtillid og selvværd.

Et tredje resultat kan være, at vedkommende udvikler sig en lille smule og oplever glimt af fx ydmyghed og derfor tror, at vedkommende fremover bevidst har adgang til denne færdighed. Men for at det skal være en bevidst færdighed, skal vedkommende være i stand til at slå fx ydmyghed til i alle situationer, hvor det vil være nyttigt at udvise ydmyghed, og det er her det bliver svært.  Ydmyghed kan opleves i glimt, og vedkommende kan derfor falde i den udviklingsfælde at tro, at vedkommende efterfølgende kan udvise bevidst ydmyghed. Det vedkommende formodentlig har oplevet er en kontakt med ydmyghed, der efterfølgende kan give energi og inspiration til at fremkalde den endnu mere. Men det er ikke sikkert, at det kan beskrives som bevidst ydmyghed.

Enneagrammet peger på en række færdigheder, vi med fordel kan udvikle som bevidste færdigheder

Jeg møder mange rundt omkring i verden, der har arbejdet med Enneagrammet i forbindelse med deres personlige udvikling, og der er stor forskel på dem, der har accepteret at Enneagrammet peger mod særlige færdigheder, der med fordel kan trænes og dem, der tror at de bevidst kan udvise de færdigheder som Enneagrammet peger på.

Ikke nok med, at det grænser til ondskab at fortælle, at fx Type 8 skal starte med at træne ydmyghed, der skabes også en slags ondskab, når en person, der relaterer sig til Type 8 er af den opfattelse at vedkommende mestrer ydmyghed, selvom vedkommende blot har oplevet ydmygheden i glimt og ikke råder over ydmygheden som en bevidst kompetence. I tilfældet med Type 8, kan vedkommende foregive at have gennemført en udviklingsrejse og tale om fx ydmyghed, men uden have det som en bevidst kompetence, og fremstå tillidsfuld og kærlig under den forudsætning, at det foregår på 8’erens præmisser.

Når vi tager vores egen medicin, viser vi vejen frem for andre, i stedet for blot at fortælle om vejen

Vi kan således komme til at sende andre mennesker afsted på en udviklingsrejse, som de ikke er klar til. Vi kan komme til at foreslå en udviklingsvej, som et andet menneske ikke har evnerne til at gennemføre, og vi kan komme til at tro, at vi selv har gennemført en udviklingsrejse (uden at have det) og dermed forvrænge hvordan det ser ud når man bevidst mestrer en færdighed. Det kan alt sammen ske med den bedste vilje og den mest positive intention, men at give dine bilnøgler til din 12 årige datter, og bagefter stille datteren til ansvar for at din bil blev totalskadet, grænser efter min mening til ondskab.

Hvis der her til sidst skal være et ”opråb”, handler det om, at anvende Enneagrammet som retningsanvisende værktøj, udvise kærlighed, indlevelse og medlevelse over for dig selv og dem du præsenterer Enneagrammets potentialer overfor samt tage din egen medicin og fremkalde de mange menneskelige færdigheder som Enneagrammet beskriver på en måde, så du bevidst kan anvende færdighederne og ikke blot har oplevet dem i små berigende glimt.

 

Kommentarer