Må jeg besøge din baggård

Jeg har nu været tre dage i Vilnius og besøgt kirker, museer, restauranter og fik ved et uheld også forvildet mig ind i et privat hjem til stor overraskelse for stuens beboere. Formålet med turen har både været at løse en kundeopgave og for at tage nogle dage fri til at skrive artikler og lave podcast’s til vores nye portal. Hvis det ikke havde været fordi kunden outsourcer arbejde til specialister i Vilnius, ville jeg sikkert aldrig have lagt vejen forbi denne på mange måder fantastiske by.

Ved første øjekast er de fleste bygninger i den gamle bydel både nedslidte og sparsomt vedligeholdt. Det ligner faktisk, at man ikke burde besøge hverken kirken, museet eller restauranten af fare for nedstyrtning af vægge og loft. Mange steder har husejerne støttet bygningerne med bjælker der uden støtten ville medføre et total kollaps af familiens hjem. Lørdag gik jeg rundt i byen og kom forbi kirken, hvor et ungt par netop var blevet viet. Udenfor sad en gammel kone på en bænk og foran hende lå en bunke kronblade fra blomster, der sikkert havde været anvendt i forbindelse med den festlige begivenhed. Op ad bænken stod en gammel fejekost og den gamle dame så ud til at vogte over både kost, kirke og kronblade.

Jeg gik forsigtigt indenfor og kunne mærke, at jeg nu betrådte vogterens område og endda efter den officielle åbningstid for kirken. Jeg gik stille rundt og nød udsmykningen af sølvemblemer, træskærerarbejde og kalkmalerier. Jeg gik mod uret og vogteren kom ind og gik imod mig med uret, så jeg ikke kunne undslippe. Hun stoppede op foran mig, en ganske lille dame, der helt klart var ældre end gammel. Hun begyndte at forklare en hel masse med et neutralt udtryk. Jeg forklarede, at jeg slet ikke forstod hende, men hun forklarede videre. Vi kikkede hinanden dybt i øjnene og det eneste jeg kunne gøre var at sende hende et stort smil, som hun besvarede med et endnu større smil. Hun smilte så dybt og inderligt som kun min mormor gjorde det, og når min mormor så på mig og smilte, så følte jeg mig set og hørt og mødt så fuldkomment, at jeg ikke husker at andre har kunne se, høre og møde mig på samme måde. Det var som om vogteren sagde ”Jeg ser dig min ven. Vi behøver ikke ord. Vi er allerede på bølgelængde. God vind til dig!”.

Det skulle altså være i Vilnius, at jeg blev set, hørt og mødt komplet af en fremmed sjæl, men det var også i Vilnius at jeg opdagede det med facaden.

Facaden spiller åbenbart ikke den store rolle i Vilnius. Det er ikke hvordan kirken, museet eller restauranten ser ud udefra der betyder noget. Det er oplevelsen indenfor, der har betydning. Alle steder jeg besøgte havde et fantastiske indre, og det blev en sport for mig at gå ind i de mange baggårde og lade facade være facade og vade videre ind i noget dybt umiddelbart og ægte. Og det var i en af baggårdene, at jeg pludselig stod i en privat families lejligheden ved et uheld.

Gården jeg gik ind i husede også en restaurant. Den var bare lidt svært at finde, og lidt for optaget af forskellen mellem facade og indhold åbnede jeg døren ind til restauranten, trådte selvsikkert ind og var klar til at finde mig selv det bedste bord. Nu var det så bare ikke en restaurant jeg var trådt ind i, men en privat families hjem, der blev meget overraskede over pludselig at se en turist i deres hjem. Det er stadig uklart for mig, hvad det var de sagde til mig, men jeg kom hurtigt ud igen med ordene ”Restaurant. Restaurant. Restaurant”. Det var manden i huset, der gennede mig ud og pegede så på en anden dør, der lignede præcis den dør jeg var trådt ind af. Slidt. Skramlet og Støvet. Jeg tog forsigtigt i døren han pegede på og gik beredt indenfor, mens han vistnok smilende trak sig tilbage bag sig egen slidte, skramlede og støvede dør.

Jeg havde en vidunderlig middag i baggrådens restaurant, mens jeg funderede over, hvordan min Vilnius-tur har været en god stund til at opleve det fordomsfrie møde med mennesker, som jeg ikke kan tale med, at det ikke handler om facaden og jeg faktisk elsker at besøge andre menneskers ”baggård”.

 

Flemming Christensen
Vilnius Maj 2017

Kommentarer